Vil du være med til at skabe trygge rammer og nye muligheder for anbragte børn og unge?

Ringkøbing-Skjern Kommune
Se alle stillinger i Ringkøbing-Skjern Kommune
Ansøgningsfrist:
21. aug 2026
Arbejdssted:
Familierådgivningen

Om stillingen

Hos Familierådgivningen ved vi, at de bedste løsninger skabes gennem stærke relationer, høj faglighed og et tæt samarbejde. Derfor søger vi nu en socialrådgiver til vores Anbringelses- og Hjemgivelsesteam – en kollega, der ønsker at være med til at skabe de bedst mulige rammer for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

En af vores dygtige socialrådgivere har valgt at søge nye udfordringer på voksenområdet. Derfor har du nu muligheden for at blive en del af et engageret team, hvor faglig sparring, ordentlighed og humor er en naturlig del af hverdagen.

Hos os står du aldrig alene

Vi ved, at myndighedsarbejde kan være komplekst. Derfor tror vi på, at de bedste beslutninger træffes i fællesskab.

I Anbringelses- og Hjemgivelsesteamet bliver du en del af et stærkt fagligt fællesskab med fem erfarne socialrådgivere, en studentermedhjælper og en nærværende teamleder. Du får løbende sparring fra både teamleder og fagkonsulent, og vores sekretariat hjælper med de administrative opgaver, så du kan fokusere på det socialfaglige arbejde.

Vi hjælper hinanden. Vi deler viden. Og vi lykkes sammen.

Et arbejde med stor betydning

Som myndighedsrådgiver bliver du en vigtig medspiller i børn og unges liv. Du følger dem gennem nogle af deres mest afgørende år og er med til at sikre, at de får den støtte og de muligheder, de har brug for.

Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • følge op på anbringelser og føre tilsyn med anbragte børn og unge
  • gennemføre børnesamtaler og skabe tillidsfulde relationer
  • samarbejde med forældre, plejefamilier, opholdssteder og institutioner
  • udarbejde indstillinger til Børn- og Ungeudvalget og Ungdomskriminalitetsnævnet
  • udarbejde tillæg til børnefaglige undersøgelser
  • indgå i tværfagligt samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere

 

Vi arbejder med afsæt i kommunens anbringelses- og hjemgivelsesstrategi og anvender blandt andet metoden Styrket Match.

Derfor vil du trives hos os

Vi ønsker, at du har de bedste forudsætninger for at lykkes i jobbet. Derfor tilbyder vi:

  • et spændende og meningsfuldt arbejde med stor faglig variation
  • et team med høj faglighed, godt humør og plads til forskellighed
  • tæt sparring med både teamleder og fagkonsulent
  • supervision og systematisk faglig udvikling
  • et arbejdsmiljø præget af tillid, respekt og psykologisk tryghed
  • stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dit arbejde
  • et individuelt introforløb med mentor de første tre måneder
  • en aktivitetsbaseret arbejdsplads med fleksible arbejdszoner
  • en kultur, hvor vi passer på hinanden, fejrer succeserne og hjælper, når opgaverne bliver komplekse

Hvem er du?

Du er uddannet socialrådgiver og motiveres af at arbejde med børn, unge og familier i komplekse livssituationer.

Måske har du allerede erfaring fra myndighedsområdet – måske kommer du med erfaring fra et andet socialfagligt område og har lyst til at udvikle dig hos os. Det vigtigste er, at du er fagligt nysgerrig og har lyst til at lære.

Vi håber, at du:

  • kan skabe overblik og bevare roen – også når tempoet er højt
  • arbejder struktureret og har blik for både kvalitet og retssikkerhed
  • ser værdien i tværfagligt samarbejde
  • har kendskab til Barnets Lov og gerne DUBU
  • formidler dig tydeligt både mundtligt og skriftligt
  • trives med, at dokumentation og administration er en naturlig del af myndighedsarbejdet
  • møder børn, unge, familier og kolleger med respekt, nysgerrighed og ordentlighed

Og så håber vi, at du – ligesom os – tror på, at de bedste resultater skabes, når faglighed kombineres med samarbejde, humor og en oprigtig interesse for mennesker.

Er du vores nye kollega?

Hvis du ønsker et arbejde, hvor du hver dag gør en mærkbar forskel for børn og unge, samtidig med at du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, så vil vi meget gerne høre fra dig. 

Vi glæder os til at læse din ansøgning

Arbejdssted: Børn og Familie, Dyrvigsvej 9, 6920 Videbæk

Børneattest og straffeattest indhentes ved indstilling til ansættelse.

Ansøgningen sendes senest den 21. august 2026. Vedhæft din ansøgning og dit CV samt relevante bilag i PDF eller DOCformat.

Den 25. august 2026 udvælger ansættelsesudvalget kandidater til samtale. Indkaldelse sker herefter via mail eller pr. telefon.

Samtalerne afholdes den 27. august 2026 på Dyrvigsvej9, 6920 Videbæk.

Stillingen er på fuld tid og uden tidsbegrænsning.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles på overenskomstvilkår.

Tiltrædelse 1. oktober 2026 

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

Teamleder for Anbringelses- og Hjemgivelsesteamet, Sisi Ploug Pedersen Mobil 20182892


Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Ansøg" nederst på siden. Vedhæft din ansøgning og dit CV samt relevante bilag i PDF eller DOC format.

Vi skal oplyse dig om, at ved eventuel fremtidig ansættelse ved Ringkøbing-Skjern Kommune, vil der være krav om anvendelse af dit private MitID til identitetssikring ved aktivering af IT-brugerkonto.

Medarbejderne i Ringkøbing-Skjern Kommune er vores vigtigste ressource

Vi understøtter det gode liv og væksten. Vi går efter de gode løsninger sammen med borgere, virksomheder og andre gode relationer.

Vores arbejde er båret af viden, som vi hele tiden udvikler. Vi lærer af enhver opgave - både som enkeltperson, team og organisation. Læring er en del af hverdagen.

Vi er og bliver rige på natur i Danmarks største kommune. Naturen er kilden til det gode liv og til at skabe vækst. Det går vi efter. Det lykkes, fordi vi forkæler ildsjælene og arbejder sammen på tværs.