Afdelingsleder for Kommunale Ejendomme, Teknik og Miljø

Om stillingen

Vil du stå i spidsen for Kommunale Ejendomme i Herning Kommune og have det overordnede ansvar for kommunens bygninger, fysiske rammer og fremtidige byggeprojekter? Trives du i krydsfeltet mellem drift, udvikling og politisk betjening? Og leder du gennem tillid og samarbejde? Så er du måske vores nye afdelingsleder.

Kommunale Ejendomme er bygherrerådgiver og projektleder for kommunens fagforvaltninger og har et samlet ansvar for udvikling, drift og vedligeholdelse af kommunens ejendomsportefølje. Opgaverne spænder bredt – fra professionel håndtering af udbud og kontrakter til drift af ejendomme, tekniske installationer, beboelsesejendomme og rådhusadministrationen.

Du kommer til at lede afdelingen i tæt samarbejde med afdelingens fem teams. Sammen sikrer I, at opgaverne løses, og I tager i fællesskab ansvar for den nødvendige udvikling af området. Afdelingen er kendetegnet ved et stærkt socialt fællesskab, en uformel omgangstone og godt humør.

I Teknik og Miljø arbejder vi ud fra en kultur, vi kalder Medskaber. Det betyder, at opgaver og løsninger i vid udstrækning skabes i fællesskab, og at tydelig retning går hånd i hånd med inddragelse og samarbejde. Forvaltningen har gennem de seneste år arbejdet målrettet med medskabelse og frisættende ledelse, og som afdelingsleder bliver du en aktiv del af dette arbejde.

Vi forestiller os, at du

  • har erfaring fra – eller solid indsigt i – en politisk styret organisation
  • leder anerkendende, tydeligt og inddragende med fokus på frihed under ansvar
  • trives i spændingsfeltet mellem faglighed, økonomi og politik
  • har et menneskesyn, der fremmer involvering, ansvar og medledelse
  • er relationelt stærk og bidrager med humor, nysgerrighed og positivitet
  • har erfaring eller indsigt i det byggetekniske område

Udvikling, fællesskab og dialog

Vi tilbyder en indflydelsesrig lederstilling i en veldrevet organisation, hvor du får reel mulighed for at sætte retning og gøre en forskel. Du bliver leder for en afdeling med høj faglighed og et stærkt samarbejde, hvor tillid og fælles ansvar er bærende elementer.
Samtidig bliver du en del af en organisation med mod på udvikling og en tydelig vilje til at sætte spor – både i opgaveløsningen og i måden, vi leder og samarbejder på. Stillingen indebærer desuden tæt sparring med chefer på tværs af forvaltninger. Du indgår i et velfungerende lederfællesskab, hvor dialog, fælles løsninger og gensidig støtte prioriteres højt.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef i Teknik og Miljø, Jacob Philipsen, på telefon 20 53 23 90 eller mail [email protected].

I job- og kompetenceprofilen finder du uddybende information – se her.

Du har også mulighed for at læse mere om Teknik og Miljø på vores hjemmeside tm.herning.dk.

Ansøgningsfrist

Søndag den 7. juni 2026.

Samtaler

  • 1. samtale: onsdag den 10. juni 2026
  • 2. samtale: mandag den 15. juni 2026

Som en del af rekrutteringsprocessen arbejdes der med personprofil og case.

Kandidater til 2. samtale gennemgår tilbagemelding på personprofil fredag den 12. juni 2026. Mødet foregår via Teams.
 

Billede