Om stillingen
Du er den, der lytter og finder den gode løsning. Og du mærker det, når du gør en forskel for familier og samarbejdspartnere. Læs videre – det er måske dig, vi leder efter.
Du er i godt humør denne onsdag til frokost, for du har netop afsluttet endnu en borgersamtale, der gav mening. Endnu en forælder, der havde et stort ønske om at få en institutionsplads tæt på hjemmet til en helt bestemt dato – og endnu en gang kunne du hjælpe. Det føles ekstra godt at kunne finde en løsning, der giver ro i maven.
Om jobbet og opgaverne
Du får en fast stilling på 37 timer pr. uge (mulighed for 32 timer) med start 1. august på Juelsminde Rådhus, hvor du bliver en vigtig del af administrationsteamet i Læring – den enhed, der understøtter dagplejen, daginstitutioner og folkeskoler i hele kommunen.
Kernen i jobbet er pladsanvisning, hvor du og en nær kollega hjælper familier med at finde den rette plads til deres barn i dagpleje, vuggestue eller børnehave. Det er en opgave, der kræver både hjerte og hoved. Du møder forældre i en sårbar situation og har mulighed for at gøre det lidt lettere for dem. Over hundrede familier om måneden ringer ind og du er den, der lytter, forstår og finder en god løsning. Du varetager også sagsbehandling og træffer afgørelser om fx socialpædagogisk fripladstilskud. Derudover varetager du sekretariatsfunktioner, webvedligehold og kapacitetsopgørelser til brug for økonomistyringen.
Du har en uddannelse i offentlig administration og solid erfaring fra kommunal forvaltning. Kendskab til dagtilbudsloven er en klar fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du sætter dig hurtigt og grundigt ind i nye områder.
Vores forventninger til dig
Det er dig, vi leder efter, hvis du:
- Værdsætter den direkte kontakt med borgerne, både telefonisk og ved personlige henvendelser, og trives med at skabe tryghed for familier, der har brug for din hjælp.
- Kommunikerer varmt og tydeligt, og behersker også den svære samtale med overskud og empati.
- Er god til samarbejde med andre faggrupper bl.a. fra. daginstitutioner og dagplejen.
- Skaber overblik og trives med at arbejde med tal, systemer og regler.
- Skifter naturligt til engelsk, når samtalen kræver det.
Du er den kollega, alle kan regne med. Du er grundig, nærværende og med overskud til at løfte i flok. Konkret ser vi gerne, at du:
- Er digitalt stærk og har flair for it-systemer (vi bruger bl.a. KMD I2, KY, SBSYS, KMD OPUS, MU-elev og SAPA).
- Arbejder selvstændigt, struktureret og løsningsorienteret.
Derfor skal du vælge os
Vi tilbyder dig:
- En hverdag med mening, hvor du mærker, at dit arbejde gør en forskel for rigtige mennesker.
- Nære kollegaer, der kender hinanden og vægter trivsel, åbenhed og samarbejde højt.
- Fleksibilitet i opgaveløsning og arbejdstid i en kultur med tillid, dialog og gensidig respekt.
- Et team, hvor mennesker og faglighed går hånd i hånd.
- Mulighed for faglig og personlig udvikling.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.
Har du spørgsmål
Har du spørgsmål til stillingen, så tøv ikke med at kontakte os. Du kan kontakte administrativ leder i Læring, Per Lunding på tlf. 79 75 55 01.
Ansøgning
Søg stillingen via det elektroniske ansøgningsskema på www.hedensted.dk/job.
Ansøgningsfrist: 31. maj 2026.
Samtaler: 10. juni om eftermiddagen (med evt. 2. samtale 16. juni).
Om os
Du bliver en del af Læring i Hedensted Kommune, hvor vi på Juelsminde Rådhus er cirka 70 ansatte, heraf seks medarbejdere i administrationen. Vi har en uformel organisering med plads til selvstændighed og medindflydelse i opgaveløsningen.
Vi lægger vægt på faglig kvalitet, samarbejde og god service i vores støtte til dagtilbud og skoler. Arbejdet tager afsæt i kommunens børne- og ungepolitik, og vi har fokus på at skabe en velfungerende hverdag, både for dem vi er her for, og for hinanden som kollegaer.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
