Om stillingen
Plejehjemmet Kirsebærhaven leder efter en ny gruppeleder, der har lyst til at samarbejde om at skabe en magisk hverdag hver dag for både borgere, medarbejdere og pårørende.
Vi vil på Kirsebærhaven fortsætte med at være et plejehjem med varme, værdighed og en høj faglighed, og som vores nye gruppeleder vil du gå i samme retning som os.
Gruppeleder
Der er mange ting, vi ønsker os af vores nye gruppeleder, men mest af alt er vi nysgerrig på, hvem du er som menneske. Vi leder efter en ny kollega, der kan genkende sig selv i ord som:
- Livsglad
- Smilende
- Relationel
- Empatisk
- Sjov
Der er også nogle mere formelle ting, vi leder efter.
- Du har en sundheds- eller socialfaglig uddannelse, så du kan sætte både faglighed, trivsel og udvikling i spil
- Du har mod på at lede, så du kan sætte tydelig retning og tage ansvar – også i det uforudsigelige. Vi er nysgerrig på, om du har erfaring fra en tidligere leder/koordinator stilling, uddannelse eller måske fra foreningslivet.
- Du brænder for seniorområdet, og hvor du har blik for det hele menneske, uanset om det er borgere, pårørende eller medarbejdere
- Du kan se dig selv i at lede med visionen Selvværd og Sammenhæng som det vigtigst pejlemærke
Som gruppeleder på Kirsebærhaven, bliver du nærmeste leder for ca. 40 medarbejdere, som alle leverer god faglig kvalitet i vores pleje og omsorg med udgangspunkt i Selvværd og Sammenhæng. Vi arbejder blandt andet med TOBS, som har løftet de faglige kompetencer og refleksioner hos vores medarbejdere og i forlængelse deraf også et bedre arbejdsmiljø og samarbejdskultur.
Du bliver en del af et ledelsesteam med en plejehjemsleder og to gruppeledere, hvor vi prioriterer at have tid sammen på bla. ugentlige ledermøder. Vi ønsker at skabe fælles og tydelig retning – også selv om vi ikke nødvendigvis ser ens på tingene. Vi deler stort og småt, fordi for os er ledelse en holdsport, hvor vi altid hjælper hinanden.
Kirsebærhaven
Kirsebærhaven er et moderne plejehjem, der ligger i naturskønne omgivelser i den nordlige del af Kolding med skoven som nærmeste nabo. Her bor 65 borgere fordelt på ni hyggelige leve-bo-miljøer. Vi har sansehave, et stort fælleshus, frivillige og et stærkt lokalsamfund, der støtter op om vores hverdag.
På Kirsebærhaven ønsker vi, at beboerne oplever selvværd, værdighed og ansvar for deres eget liv. Vi har en fælles opgave i at sikre, at vores værdier og leveregler omsættes til handling i hverdagen, sådan vores borgere og deres pårørende oplever, de har gode rammer for det liv, der leves på vores plejehjem.
Vi er optaget af at skabe en kultur med plads til feedback, og vi bruger derfor reflekterende team ude i grupperne.
Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen
Du bliver ansat i Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen, hvor vi arbejder ud fra en fælles tilgang kaldet Selvværd og Sammenhæng. En tilgang, som definerer og sætter rammerne for, hvordan vi arbejder til daglig. Derfor er det også vigtigt, at du kan se dig selv arbejde både strategisk og praktisk med Selvværd og Sammenhæng.
Vores tilgang kendetegnes ved fem leveregler som vi efterlever i både mødet med borgeren og de løsninger, som vi skaber sammen:
- Tal et sprog alle mennesker forstår
- Alt inden for din radar er dit ansvar
- Det er borgerens plan/aftale
- Sæt fællesskabet i spil
- Gå borgeren i møde
Flere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte konstitueret plejehjemsleder Anne Theilgaard Hansen på tlf. 21 24 79 36.
Du kan læse mere om visionen Selvværd og Sammenhæng her.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst efter principperne om lokal løndannelse, samt ansøgers kvalifikationer.
På Kirsebærhaven har vi en velfungerende personaleforening med forskellige sociale arrangementer, og Kolding Kommunen tilbyder sundhedsordning, mulighed for at benytte motionscenter og har en feriefond med ferieboliger.
Ansøgning sendes elektronisk via knappen "Søg stillingen"
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt senest 1. maj 2026.
Ansøgningsfrist er d. 22. marts 2026.
Vi har planlagt 1. samtalerunde til onsdag d. 25. marts, hvor der vil indgå en case.
Der vil være en 2. samtale torsdag d. 26. marts, hvor der vil indgå en personprofilanalyse med personlig tilbagemelding.
