Solrød Dagpleje åbner gæstehus – Vi søger 2 pædagoger og 2 pædagogmedhjælpere

Solrød Kommune
Se alle stillinger i Solrød Kommune
Ansøgningsfrist:
20. mar 2026
Arbejdssted:
Dagplejen

Om stillingen

Opstart 1. maj 2026 – stillingerne varierer i timetal mellem 32 og 37 timer ugentligt

Drømmer du om at arbejde med børn i en ny og anderledes ramme?
Brænder du for at arbejde med de mindste børn i alderen 0–2 år og for at skabe tryghed, nærvær, leg og stærke relationer? Så får du her en enestående mulighed for at være med til at opbygge Solrød Dagplejes nye gæstehus.

Vi glæder os til at åbne vores nye gæstehus den 1. maj 2026 – et sted, hvor børnene mødes af faste, nærværende voksne, genkendelige rammer og trygge læringsmiljøer, når deres faste dagplejer er fraværende.

Vores ambition for gæstehuset er, at det bliver et stærkt fagligt supplement til dagplejen – et sted med nærvær og omsorg, inspirerende aktiviteter, plads til leg og mulighed for at danne trygge nye børnefællesskaber i et overskueligt miljø.

Gæstehuset vil i perioder have mellem 10 og 15 børn dagligt og en samlet ugentlig åbningstid på 48 timer.

Vi søger derfor:
- 2 uddannede pædagoger
- 2 pædagogmedhjælpere

Arbejdet i et gæstehus – en særlig pædagogisk opgave

At arbejde i et gæstehus er ikke det samme som at arbejde i en vuggestue. Børnene kommer fra forskellige dagplejehjem, og børnegruppen kan variere fra dag til dag. Det stiller særlige krav til medarbejdernes egen ro, overblik og evne til hurtigt at skabe tryghed og genkendelighed for børnene.

Struktur og planlægning er helt centrale elementer i hverdagen. Det kræver medarbejdere, der trives med at skabe en organiseret og forudsigelig hverdag for de børn, der kommer i gæstehuset. Hverdagens og ugens rytme tilrettelægges med udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan, så vi sammen sikrer, at børnene møder forudsigelighed, nærvær og meningsfulde lege- og læringsaktiviteter – også når børnegruppen skifter fra dag til dag.

Der skal derfor være en tydelig sammenhæng mellem omsorg, leg, læring og et vedvarende fokus på børnenes trivsel.

Hvem er du?

• Du møder børn, forældre og kolleger med åbenhed og nærvær og har en naturlig evne til at opbygge tillidsfulde relationer.
• Du skaber stabilitet for børnene gennem en rolig og omsorgsfuld tilgang – også når rammerne ændrer sig, og børnegruppen skifter.
• Du har et rummende børnesyn, som tager afsæt i barnets perspektiv. Du er lyttende og reflekterende i din tilgang og justerer din praksis med blik for det enkelte barns behov og det større børnefællesskab.

Fleksibilitet og arbejdstid

Arbejdstiden tilrettelægges efter børnebelægningen i gæstehuset og kan variere fra uge til uge. Timerne reguleres inden for en normperiode i overensstemmelse med gældende overenskomst.

Planlægningen sker i tæt samarbejde i teamet, hvor I sammen koordinerer, hvordan arbejdstiden giver bedst mening i forhold til børnegruppen og gæstehusets behov.

Stillingerne forudsætter fleksibilitet og en forståelse for, at arbejdstiden tilpasses de aktuelle rammer og den konkrete belægning.

Samarbejde og opgaver

Medarbejderne i gæstehuset arbejder tæt sammen som et mindre team i et nært samarbejde med ledelsen. I får medansvar for at udvikle og strukturere hverdagen inden for de fælles rammer og den faglige retning for gæstehuset.

For de uddannede pædagoger indgår en koordinerende rolle i tæt samarbejde med ledelsen. Det indebærer at skabe overblik over belægningen i gæstehuset og bidrage til en god sammenhæng mellem gæstehusets kapacitet og dagplejernes planlægning. Pædagogerne er samtidig med til at sætte retning for hverdagen og bidrager aktivt til struktur, planlægning og den faglige kvalitet i det daglige arbejde. Ligeledes kan der for pædagogerne forekomme særlige pædagogiske opgaver i dagplejehjemmene, hvor der er behov for pædagogisk understøttelse

For hele teamet gælder det, at man løbende kommer ud i dagplejehjem og legestuegrupper – både i Havdrup og Solrød – med henblik på at opbygge og vedligeholde relationer til børn og dagplejere i hele dagplejen.

I perioder med få eller ingen børn i gæstehuset vil der desuden være andre praktiske og pædagogiske opgaver, som skal varetages. Arbejdet er derfor alsidigt og varieret.

Gæstehuset og legestuerne

Gæstehuset er placeret på Solrød Gl. Skole og ligger direkte i forlængelse af dagplejens legestue, som har egne lokaler. Det giver gode muligheder for et tæt samarbejde med legestuegrupperne i Solrød.

Forældresamarbejde

Forældresamarbejdet er en central og vigtig del af arbejdet i vores kommende gæstehus. En tydelig, rolig og anerkendende kommunikation er afgørende for, at både børn og forældre oplever gæstehuset som et trygt sted med faste voksne og en omsorgsfuld modtagelse – også når hverdagen er anderledes end normalt.

Er du blevet nysgerrig og vil vide mere?

Dagplejen er kendetegnet ved det lille, nære og trygge miljø. Med gæstehuset styrker vi kontinuiteten, så børnene også ved deres dagplejers fravær mødes af faste voksne i genkendelige og omsorgsfulde rammer.

Kunne du tænke dig at blive en del af gæstehusets nye team? Eller er du blevet nysgerrig og vil vide mere? Så er du meget velkommen til at kontakte leder af dagplejen, Heidi von Barner, på tlf. 24983622.

Når du søger stillingen, må du meget gerne angive, hvor mange timer du er interesseret i.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst med FOA.

 


I Solrød Kommune gør vi en forskel sammen med borgerne. Vi arbejder for at virkeliggøre byrådets vision om, at Solrød skal være det bedste sted at leve og bo. Som arbejdsplads er vi et fællesskab, hvor vi løfter opgaverne på tværs af institutioner og afdelinger, og hvor du som medarbejder er en vigtig medspiller. Vi er i bevægelse og har hele tiden fokus på at lære og blive bedre. Vi tager ansvar for at løse opgaverne med blik for helheden, og du har som medarbejder indflydelse på løsningen af opgaverne og på din arbejdsplads.