Barselsvikar til Skovvænget – se lige her; en sjælden mulighed for at blive en del af en dejlig arbejdsplads
17. mar 2026
Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen SAF
Om stillingen
Center for Bostøtte og Aflastning (CBA) søger en holdspiller, i form af en engageret og faglig velfunderet barselsvikar på 30-32 timer, gerne med socialfaglig baggrund til Skovvænget. Med tiltrædelse hurtigst muligt og frem til september.
Skovvænget er et socialpædagogisk botilbudslignende tilbud om hjælp, støtte og omsorg til udviklingshæmmede borgere, og ligger tæt på Kolding Storcenter. Her bor pt. 6 borgere (plads til 8) i rækkehuse med tilknytning til et fælleshus. Herudover yder vi også pædagogisk støtte til pt. 8 andre borgere efter §85, som ikke bor på Skovvænget.
Borgere med tilknytning til Skovvænget har mulighed for at benytte fælleshuset, hvor der afholdes aktiviteter borgerne selv har været med til at planlægge, ligesom det er muligt at spise sin frokost og aftensmad i fællesskab med andre. Vi arbejder også med at understøtte andre meningsfulde fællesskaber hvor det giver mening for borgerne.
Skovvænget er en del af Center for Bostøtte og Aflastning, der omfatter seks døgntilbud samt et aflastnings- og et afklarende botilbud. Alle døgntilbud, tager afsæt i individuelt tilpasset socialpædagogisk støtte jf. ABL § 105/ SEL § 85. CBA har KRAP og Neuropædagogik som fælles fagligt fundament. Støtten i Center for Bostøtte og Aflastning henvender sig til mennesker med behov for let til moderat/stort støttebehov.
Borgerne har forskellig kognitive funktionsnedsættelser og har behov for en individuelt tilpasset socialpædagogisk støtte.
Fælles for borgerne på/og med tilknytning til Skovvænget er, at de har et let til moderat støttebehov for, at få hverdagen til at fungere. De bor i selvstændige lejligheder/rækkehuse og kan selv varetage mange opgaver – med den rette støtte, guidning og struktur.
Vores målsætninger er, at skabe tillid og tryghed hos den enkelte borger gennem dialog om den enkeltes følelsesliv, muligheder og begrænsninger. Vi giver en personlig og direkte støtte også på de områder, hvor den enkelte borger ikke selv kan tage ansvar. Det kan være praktisk pædagogisk støtte i forhold til daglig husførelse, økonomi, ledsagelse, kost/ernæring m.m., men lige så vigtigt er det, at vi skaber et rum, hvor den enkelte bliver bevidst om sine egne ønsker og behov. Vi arbejder med respekt, for den enkeltes selvbestemmelse og med fokus på, at styrke borgernes ressourcer og mestring af eget liv.
Målgruppen er voksne udviklingshæmmede, i forskellige livsfaser, og med varierende behov for social- og sundhedsfaglig støtte. Flere borgere har ét eller flere tillægshandicap, herunder bl.a. Downs syndrom, autisme, psykiatriske udfordringer og epilepsi.
Om stillingen
Som barselsvikar, bliver du en del af et team på 5 pædagoger, hvor relations arbejde, struktur og borgerinddragelse er centrale elementer i hverdagen.
Dine opgaver vil bl.a. være
- socialpædagogisk støtte og ledsagelse i hverdagen.
- støtte til struktur, planlægning og overblik over ugens aktiviteter for den enkelte borger.
- pårørendesamarbejde og tværfagligt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, herunder f.eks. dagsbeskæftigelse og §83 hjemmepleje.
- dokumentation og arbejde med individuelle mål og delmål i henhold til Servicelovens §85.
Vi ved godt vi drømmer stort, men håber på, at du
- har en socialfaglig uddannelse (f.eks. pædagog eller ergoterapeut) men, det kan også være du har anden erfaring, der kvalificerer dig til at søge.
- har erfaring med voksne med udviklingshæmning og/eller psykiatriske udfordringer.
- arbejder struktureret og kan skabe forudsigelighed, med et roligt nervesystem.
- er anerkendende og tydelig i din kommunikation.
- trives med både selvstændigt arbejde og teamsamarbejde.
- finder det spændende og meningsfuldt at tage afsæt i den enkelte borger og dennes behov.
- kan arbejde struktureret og selvstændigt indenfor rammer, regler og retningslinjer, i en politisk styret organisation.
- bidrager positivt til arbejdsmiljøet og den faglige udvikling.
- er ansvarsfuld og kan arbejde struktureret i bl.a. Outlook.
- er nysgerrig på, og kan reflektere over, egen praksis og tør sige tingene højt.
- besidder en god humoristisk sans.
- vil arbejde aktivt for at understøtte fællesskabet på Skovvænget.
- gerne har viden om KRAP, og det at arbejde ud fra en Ressourceorienteret tilgang.
- er indstillet på at arbejde alene, såvel som tværprofessionelt.
Vores hverdag er på den ene side planer, aftaler og struktur, og på den anden side uforudsigelig. Og når det uforudsete sker, skal du være god til at skabe overblik og prioritere, hvad er vigtigst i dag.
Vi tilbyder
- en arbejdsplads med fokus på faglighed og borgerens selvstændighed, ønsker, håb og drømme.
- en meningsfuld stilling med faglige udfordringer, og stor dynamik i hverdagen.
- engagerede, hjælpsomme, imødekommende og ikke mindst sjove kollegaer.
- fast ekstern supervision.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte:
Socialfaglig koordinator Mette Madsen -61 15 34 36 eller
Afdelingsleder Birgitte Pallesen - 21 52 71 93
På Skovvænget arbejder vi målrettet ud fra Selvværd og Sammenhæng, der fungerer som Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ledestjerne i arbejdet med kommunens borgere. Tilgangen byder samtlige medarbejdere at prioritere fremmelsen af borgernes ressourcer, livskvalitet og selvstændighed. Medarbejderne arbejder ud fra den recovery-orienterede rehabiliterende borgertilgang, der tager udgangspunkt i den enkeltes ønsker, håb og drømme for tilværelsen. Det drejer sig f.eks. om vores fem leveregler, som står centralt i mødet med borgerne:
- Alt inden for din radar er dit ansvar
- Det er borgerens plan/aftale
- Gå borgeren i møde
- Tal et sprog alle mennesker forstår
- Sæt fællesskabet i spil
Løn i henhold til gældende overenskomst. Lønnen bliver fastsat efter principper for lokal løn-dannelse i henhold til ansøgerens kvalifikationer.
Du har gyldigt kørekort B.
Vi arbejder med skiftende arbejdstider mellem kl. 7 og kl. 20 (22), samt i et rul ca. hver 4-5. weekend og på helligdage. Aftener, weekender, helligdage og i ferieperioder vil man oftest være alene på arbejde.
Ansøgning og relevante bilag sendes elektronisk via knappen ”søg stillingen”
Ansøgningsfrist: den 17. marts 2026 kl. 12.00
Samtaler afholdes den 24. marts 2026
Vi vil gerne at du starter hurtigst muligt og senest den 1. maj 2026.
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og forventes som udgangspunkt at løbe frem til udgangen af september, evt. med mulighed for forlængelse.
