Afløser søges til hyggelige aktiviteter

Svendborg Kommune
Se alle stillinger i Svendborg Kommune
Ansøgningsfrist:
18. jan 2026
Arbejdssted:
Bo- og aflastningstilbuddet Tankefuld

Om stillingen

”Om os:

Vi søger en kvindelig afløser – gerne yngre – som kan være en tryg og nærværende støtteperson for vores datter Julie på 13 år. Opgaven består i at have samvær eller aktiviteter, eller deltage i hyggelige stunder med hele familien.

Stillingen er på 12 timer om måneden (3 timer ugentligt), men der er mulighed for at samle timer til længerevarende aktiviteter eller særlige ture.

Julie er en skøn, klog og humoristisk pige med stor interesse for musik. Hun har autisme, OCD og ADHD, og har derfor brug for en positiv, tålmodig og forstående voksen omkring sig. Det er et ekstra plus, hvis du selv har en humoristisk tilgang til verden, da det matcher Julies egen måde at møde verden på.

Vi bor i Svendborg, hvor Julie deler hjem med sin mor, far og lillebror på 11 år.

Hvis du er ansvarlig, empatisk og har lyst til at gøre en forskel i en families hverdag, hører vi meget gerne fra dig.”

 

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling. 

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden. 

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

 

Det praktiske:

 

Ansættelsen er i CBUF Kontakt og Aflastning, Svendborg Kommune, og sker med hjemmel i lov om Social Service § 84. Det er en fast ansættelse, der varer så længe ydelsen efterspørges. 

Aflønningen sker efter løntrin 11 jf. aftale om aflønning af kommunalt ansatte. Der ydes arbejdstidsbestemte tillæg/tillæg for forskudt tid efter gældende regler. 

Der indhentes straffeattest og børneattest på den ansøger, der bliver ansat. Det er en forudsætning for ansættelsen, at attesterne er tilfredsstillende i forhold til stillingen. Vurderingen foretages af Juridisk Kontor i samarbejde med direktøren for Børn og Unge.

Ved behov for uddybende spørgsmål, kan I kontakte Andrea på mobilnr.: 40766900

Ansøgningsfristen er den 18. januar 2026

 

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

 

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.