Social Vejledning søger Social vicevært pr. 1. januar 2026

Svendborg Kommune
Se alle stillinger i Svendborg Kommune
Ansøgningsfrist:
11. nov. 2025
Arbejdssted:
Social Vejledning

Om stillingen

Har du stærke relationelle og socialfaglige kompetencer kombineret med en solid erfaring med opsøgende arbejde med borgere, der befinder sig i sårbare situationer?

Vil du være med til at forebygge hjemløshed og styrke trivsel og tryghed hos borgere i boligområderne?
Så er det lige DIG, vi søger som Social vicevært.

 

Kan du/vil du:

Kan du – og vil du – arbejde med borgeren som livsekspert, med fokus på ønsker, håb og handlekraft i en uforudsigelig hverdag?

Trives du med at arbejde selvstændigt og opsøgende – og med at indgå i mange forskellige samarbejdsrelationer?

Så håber vi, at du sender os en ansøgning!

Vi kan tilbyde en spændende stilling på 37 timer ugentligt, med ansættelse fra 1. januar 2026.

Stillingen er tidsbegrænset til 2 år som led i en ny boligsocial indsats.

 

Om jobbet

Svendborg Kommune har modtaget midler fra Social- og Boligstyrelsen til at etablere en 2-årig indsats med en social vicevært, der skal være med til at sikre, at borgere i eller i risiko for hjemløshed får den nødvendige støtte til at opleve tryghed og trivsel i deres bolig.

Borgerne befinder sig i sårbare situationer, og deraf behov for støtte til at fastholde eller opnå en stabil boligsituation. Det kan være borgere med hjemløsebaggrund, psykisk sygdom, ensomhed, rusmiddelforbrug og andre med en sårbarhed.

Opgaven indebærer at skabe trygge og inkluderende boligmiljøer, hvor både koordinering, opsøgende og direkte borgerkontakt er i centrum.

Du bliver en del af Social Vejledning i Dagområdet, hvor du arbejder tæt sammen med Forsorgscenter Sydfyn og en bred vifte af kommunale og boligsociale aktører. 

Social vejledning yder blandt andet støtte efter §85, og består af 35 engagerede og fagligt dygtige medarbejdere. Der arbejdes målrettet med dokumentation, metoder og faglige tilgange, og er en afdeling der er i proces og forandring. Vi navigerer i en omskiftelig hverdag med fart på, hvor opgaverne varierer fra det velkendte til det ukendte, hvilket kræver høj grad af fleksibilitet i opgaveløsningen. 

Din rolle bliver at identificere og støtte borgere, der er i risiko for at miste deres bolig – og at sikre, at der sker en rettidig og helhedsorienteret indsats.

Du vil være en nøgleperson i samarbejdet med boligorganisationer, deltage i boligformidlingsmøder og være synlig i boligområderne. Indsatsen kan både være selvstændig og i samspil med andre indsatser efter Serviceloven, hvor du har ansvar for den boligsociale del.

Der kan også være understøttelse af fællesskabsfremmende aktiviteter og tryghedsskabende indsatser.

 

Kerneopgaver

  • Opsøgende og relationsskabende kontakt til borgere i målgruppen.
  • Forebyggelse af udsættelser og konflikter i boligområder.
  • Koordinering med myndighed, boligorganisationer og civilsamfund.
  • Håndtering af bekymringshenvendelser fra naboer og boligorganisationer.
  • Deltagelse i boligformidlingsmøder og tværfaglige netværk.
  • Bidrage til implementering af rammeaftalen om udlejning og anvisning.
  • Udarbejdelse af faglig afrapportering og bidrag til erfaringsopsamling.
  • Du kan støtte borgere, der er presset i deres boligsituation, og bygge bro til boligselskab, kommunale og frivillige aktører.

 

Om dig

Du har en stærk socialfaglig profil – fx som socialrådgiver, pædagog eller lignende – og solid erfaring med mennesker i udsathed og med opsøgende arbejde. Du trives med både at arbejde selvstændigt og i samarbejde med mange forskellige aktører.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har erfaring med borgere med komplekse sociale problemstillinger.
  • Har kendskab til Serviceloven og kendskab til at arbejde i en politisk styret organisation
  • Har erfaring med at arbejde selvstændigt og opsøgende, og samtidig kan det tværfaglige samarbejde og koordinering.
  • Har erfaring med at navigere i et felt med mange aktører.
  • Er relationsstærk med store kommunikations- og samarbejdsevner
  • Er tydelig, empatisk og vedholdende i din tilgang.
  • Er struktureret og systematisk, og du har et godt overblik i forhold til din opgaveløsning. Du kan have mange bolde i luften.
  • Har stærke skriftlige kompetencer til at udarbejde faglig afrapportering og dokumentation.
  • Er fleksibel i opgaveløsningen – herunder at aften- og weekendarbejde kan forekomme.
  • Du kan bidrage til god trivsel på arbejdspladsen

 

Om os

  • Dine kommende kollegaer er tværfagligt sammensat af socialrådgivere, ergoterapeuter, socialpædagoger og social-og sundhedsassistenter.
  • En tværfaglig kollegagruppe med masser af erfaring.
  • En dynamisk arbejdsplads, som har fokus på psykologisk tryghed, et godt arbejdsmiljø og faglig udvikling.
  • Daglig refleksion og sparring med kollegaer.
  • Supervision med ekstern supervisor, og der tilbydes kontinuerligt supervision på opgaverne.
  • Vi er en arbejdsplads med sparring, udvikling og godt humør, som vi alle er medskaber af.

 

 På Socialområdet giver hver dag mening: Vi sætter en ære i at støtte mennesker til at leve et selvstændigt liv, også når udgangspunktet kan være svært. Vi kan mærke og se, at vi gør en forskel for den enkelte og for samfundet, og det skaber stolthed og motivation. 
Vi insisterer på høj faglighed, også når vi har travlt. Hos os kommer du til at arbejde i et stærkt tværfagligt fællesskab som vokser af, at vi alle byder ind med hver vores specialiserede faglighed. 
Du står ikke alene. I dialog og samarbejde hjælpes vi ad med at finde de gode og ordentlige løsninger. Også på de svære dage, passer vi på hinanden og insisterer på det gode arbejdsmiljø.

 

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling. 

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden. 

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

 

Løn og ansættelse

Vores nye kollega skal helst kunne begynde den 1. januar 2026.

Du skal have kørekort til bil kategori B. 

For stillinger i Direktørområdet Social, Sundhed og Beskæftigelse, skal der rekvireres en offentlig straffeattest ved ansættelse i stillingen

Løn og ansættelse efter gældende overenskomst.

Det forventes at gennemføre samtaler den 19. november.

 

Ansøgningsfrist den 11. november 2025.

 

Har stillingen vakt din opmærksomhed, og har du lyst til at vide mere, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Britta Riisom på tlf. 21 63 67 49 i tidsrummet kl. 8:00 – 16:00 på hverdage.



 Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

 

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.