Om stillingen
Vil du stå i spidsen for at samle og forene byens gode kræfter i et fælles projekt, hvor vi sammen udvikler Grenaa og skaber bedre muligheder for vækst, handelsliv, turisme og bosætning - så læs med her!
Norddjurs Kommune søger en udadvendt og strategisk dygtig bylivsudvikler, som i de kommende år vil tage rollen som projektleder og sikre udviklingen og fremdriften af projektet ”Sammen om Grenaa byliv”. Grenaa står, på lige fod med andre byer, foran en omstilling, hvor tiltag og tilgang skal udvikles og gentænkes, så vi fremadrettet skaber mere vækst og liv i byen.
Projektet ”Sammen om Grenaa byliv” er et samarbejde mellem Norddjurs Kommune og foreningerne Handel Grenaa og Erhverv Grenaa. Overordnet set er målet med projektet at skabe en fælles vision for Grenaa bymidte – med afledte aktiviteter og fælles forståelse heraf. Vi ønsker at tiltrække mere liv til bymidten og gøre den attraktiv for både lokale, opland og turisme.
Jobbet som bylivsudvikler
Som projektleder er det din opgave at skabe et bredt ejerskab for bymidtens udvikling. Vi forventer, du er synlig i byen og har tæt kontakt til alle interessenterne; herunder erhvervsorganisationer, vores dygtige citychef, foreninger, borgere, uddannelsesinstitutioner, havnen og mange flere. Som projektleder lykkes du kun, hvis du kan mobilisere, motivere og involvere alle de aktører, som i fællesskab skal skabe en oplevelsesorienteret bymidte, der forener både handel, erhverv, kultur og bæredygtighed med stort fokus på det lokale.
Dine opgaver bliver at:
- skabe en fælles vision og strategi for den fremtidige byudvikling og sikre en fælles forståelse heraf blandt aktørerne
- sikre synliggørelse og forankring af den nye vision og strategi, herunder markedsføring af byen
- facilitere bysamarbejdet og samskabelse på tværs af brancher og interesser og dermed sikre, at dine samarbejdspartnere igangsætter konkrete tiltag og events i bymidten
- skabe en langsigtet fælles organisering af aktørerne i et formelt privat-offentligt bysamarbejde og sikre forankring og ejerskab i forhold til det fremtidige arbejde
- afholde workshops, sikre borgerinddragelse og skabe attraktive rammer og muligheder for en mere livlig bymidte.
Om dig
For at du kan lykkes i opgaven lægger vi vægt på, at du har:
- solid erfaring med projekt- og procesledelse
- arbejdet indgående med udvikling af strategi og handleplaner
- erfaring med udvikling af lokalområder
- indsigt i og forståelse for at arbejde i en politisk kontekst
- indsigt i og forståelse for byerhverv og handelslivet samt strategiske bysamarbejder.
Som person ser vi gerne, at du er:
- samarbejdsorienteret – du er dygtig til at skabe gode relationer og kan agere ud fra mange forskellige interesser. Du inddrager, lytter, og er nysgerrig, men udfordrer også i dialogen
- nytænkende og handlekraftig – du får ting til at ske og har modet til at tænke nyt og anderledes
- motiverende og inddragende – du er inspirerende og evner at skabe engagement og ejerskab hos høj som lav. Du er med din opbakning og tilgang dygtig til at fremme drivkraft og initiativ hos andre.
- strategisk og helhedsorienteret – du sikrer sammenhængen på tværs fra det overordnede perspektiv og har blik for både det langsigtede perspektiv og det at balancere mange forskellige interesser
- kommunikativ stærk – både mundtlig og skriftligt. Du forstår at tilpasse dig målgruppen og er i øjenhøjde uanset, om du kommunikerer med borgere, erhvervsliv eller politikere.
Hvad tilbyder vi dig
Vi tilbyder en unik opgave med et stort, selvstændigt ansvar. Du tilrettelægger selv dit arbejde og dine opgaver, men har gode og dygtige kollegaer, både i det nære og på tværs af hele den kommunale organisation, der gerne bidrager med faglig sparring. Du kommer til at arbejde i en kommune, hvor der er fokus på et godt arbejdsmiljø. Det er nemt at samarbejde på tværs af afdelinger, og der er ikke langt til top og samarbejdspartnere.
Stillingen er er placeret i Fællessekretariatet på rådhuset i Grenaa med reference til sekretariatschef Anne Schmidt Stolberg. Derudover får du et tæt samarbejde med chef for Plan, Byg og Miljø Henrik Scharling Bernberg. Rådhuset er din faste base, men du vil ofte være at finde ude i byen blandt borgere, erhvervsdrivende og handlende.
Der er tale om en tidsbegrænset stilling med ansættelse fra november 2025 og frem til udgangen af 2027. Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst. Arbejdsstedet er rådhuset i Grenaa, der ligger i pendlerafstand fra Aarhus og Randers og i gåafstand fra Letbanen. Vi har flekstidsordning og det må påregnes, at der kan være møder uden for almindelig arbejdstid.
Ansøgningsfrist den 26. august 2025.
Vi forventer at holde 1. samtale 1. september og 2. samtale 16. september. Imellem de to samtaler vil der blive gennemført en test, ligesom du vil blive stillet en mindre opgave.
Hvis du har spørgsmål til stillingen eller til, hvordan det er at arbejde i Norddjurs Kommune, så er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Anne Schmidt Stolberg på mobil 20 51 66 31 eller chef for Byg, Plan og Miljø Henrik Scharling Bernberg på mobil 40 13 45 40.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Vores Norddjurs
I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.
De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.
Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her: